Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
’Fortællingen om Thise Mejeri’ kommer i handlen den 24. november.

Fra ’naive øko-flippere’ til strømlinet mejerikoncern

Ny bog og tv-serie fortæller historien om Thise Mejeri.

Thise Mejeris historie begynder en november-aften i 1987, hvor en halv snes yngre landmænd mødtes på en gård i Thy. Landmændene havde det til fælles, at de drev deres bedrift efter økologiske principper, og at de gerne ville have deres økologiske mælk tappet på kartoner. De frygtede, at landets store mejerier hverken kunne eller ville markedsføre, sælge og udvikle økologien i Danmark, og derfor henvendte de sig til daværende mejeriejer Peter Pedersen i Thise, som sagde ja til at tage udfordringen op.

På det tidspunkt var økologi et fremmedord blandt forbrugerne, og de første år var det ikke alene en hård kamp at få afsat de økologiske produkter, de menneskelige omkostninger ved at være økolog var også store. Bogen er skrevet af en af mejeriets stiftere og tidligere bestyrelsesmedlem Jens Handrup, og han oplevede selv, hvordan mange vendte ham ryggen på grund af hans ideer og initiativer.

Ællingen er blevet stor
I bogen ’Fortællingen om Thise Mejeri’ beskriver Jens Handrup, med hjælp fra sin datter cand. mag. og journalist Linda Handrup, mejeriets historie fra den spæde start som ’den grimme ælling’ op til i dag, hvor Thise Mejeri i 2016 regner med at omsætte for en mia. kroner og nu er blevet landets næststørste mejeriselskab.

Peter Pedersen døde i 1997, og siden har hans søn, Poul Pedersen, stået i spidsen for Thise Mejeri. Han er rigtig glad for bogen.

”Det er blevet en god, ’rund’ bog, hvor både landmænd og medarbejdere bidrager med nogle stærke fortællinger. Vi har de sidste 5-10 år snakket om, at vi skulle se at få skrevet historien om mejeriet ned, inden den gik i glemmebogen, så det er rigtig godt, at det nu er blevet gjort,” siger Poul Pedersen.

Tre lanceringer
Bogen udgives officielt ved en reception i Politikens Boghal i København torsdag den 24. november kl. 18.30. Foruden bogens forfattere, fotografen og forlæggeren kan man her møde mejeridirektør Poul Pedersen, fhv. salgsdirektør Mogens Poulsen samt kok og mangeårig fortaler for mejeriet Søren Gericke.

Dagen efter, den 25., præsenteres bogen i Thise Forsamlingshus, og endelig lanceres den lørdag den 26. i Skive Boglade.

Baggrund for tv-serie
På baggrund af den nye bog har TV MidtVest lavet en udsendelsesrække om Thise Mejeri bestående af fire afsnit af en halv times varighed. De fire udsendelser vil blive vist om mandagen – det første afsnit kommer mandag den 28. november – på TV MidtVest Mokka. Som optakt til serien sendte TV MidtVest den 14. november en udsendelse om Thise Mejeri. Udsendelsen kan ses her.

Seneste nyt