Vi bruger cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Så skal der smages og vurderes. En kredsudstilling med 536 bedømte mejeriprodukter er et af de centrale elementer i Mejeribrugets Dag (Foto: Peter Biisgaard/L&F)

Stor tilstrømning til mejeriernes årlige branchetræf

Op mod 500 mennesker deltog onsdag i Mejeribrugets Dag på Kold College: Ni timer med virksomhedsbesøg, bedømmelse af mejeriprodukter, faglige foredrag og masser af smagsprøver og fagsnak med kolleger og konkurrenter i mejeribranchen.

Mejeribrugets Dag hedder en af de faste begivenheder i dansk mejeribrug. Den første onsdag i februar blændes op for et arrangement, der indbyder mejerifolk og andre med tilknytning til branchen til et heldags tag-selv-bord med virksomhedsbesøg, faglige foredrag, kredsudstilling med bedømte mejeriprodukter m.m. Det meste foregår på Kold College ved Odense og formålet er at inspirere og samle folk på tværs af virksomheder og organisationer.

Og det er noget, der trækker folk til.

”Omkring 500 mennesker plejer at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Og i år er ingen undtagelse, hvor deltagerantallet ligger på 450-500. Det synes jeg faktisk er imponerende. I en tid hvor folk har travlt og primært kommunikerer over mail og telefon er det ganske opløftende, at så mange sætter nogle timer af til at få ny viden og mødes med hinanden face-to-face,” siger chefkonsulent i L&F Lars Johannes Nielsen, der er med til at arrangere dagen.

Marcipan og procesoptimering
Dette års udgave af Mejeribrugets Dag starter med et virksomhedsbesøg på Odense Marcipan A/S. Herefter foregår resten af dagen på Kold College, som blandt andet er hjemsted for mejeristuddannelsen. Der er rundvisning på skolen og mulighed for at studere maskinerne i træningsmejeriet.

Herefter står den på faglige indlæg i godt et par timer. Jan Hermansen fra Mejeriforeningen indleder med at fortælle om organisationens strategi og indsats, hvorefter repræsentanter fra en række virksomheder (Stryhns, Arla, Them Andelsmejeri, Bila og Ecolab) øser af deres erfaringer med at optimere produktionen, mens Christian Solem fra DTU Food fortæller om mulighederne for at fremstille nye typer farve- og sødestoffer af valle.

Udstilling af mejeriprodukter
Sidst på eftermiddagen bliver dørene slået op til en såkaldt kredsudstilling af mejeriprodukter i skolens idrætshal: På lange borde er opstillet 536 mejeriprodukter (ost, smør, mælk, yoghurt m.m.) fra et bredt udsnit af de danske mejerier. Samtlige produkter er i dagens løb blevet bedømt og tildelt karakterer af en gruppe fagdommere fra mejeribruget.

I løbet af kort tid er der lange rækker af mennesker omkring bordene, og at dømme efter støjniveauet er der virkelig noget at snakke om, når mejerifolk smager på hinandens produkter og studerer dommernes karakterer.

”Den faglige snak med kollegerne er en vigtig del af det her arrangement. Det er helt klart noget af det, der trækker,” siger mejerichef Lars Nissen fra Tistrup Mejeri (Arla). Han står sammen med produktionschef på Thise Mejeri, Nick Nørby, som er enig med sin kollega fra det konkurrerende selskab.

”Det har stor værdi at mødes med alle de andre mejerifolk her på Kold College,” supplerer han og roser samtidig dagens mange faglige indlæg om procesoptimering. ”De var faktisk meget spændende. Vi skal selv i gang med noget lignende på et tidspunkt, så det var meget interessant at høre om, hvordan man kan gribe sådan et projekt an.”

”Vi står ikke lige foran et optimeringsprojekt, men det var virkelig inspirerende at få et indblik i, hvordan andre arbejder med processerne. Man kan altid lære noget,” siger Lars Nissen og slutter af med at konstatere, at der kun er én enkelt ting, der irriterer ham ved arrangementet: At Nicks ost scorede den højeste karakter i dag i deres interne konkurrence.


Mejerichef Lars Nissen, Tistrup Mejeri (Arla) og produktionschef Nick Nørreby, Thise Mejeri.

 

Seneste nyt