Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Undervisningsbogen 'Koen og mælken' så første gang dagens lys i 1994 - nu er den trykt i over 200.000 eksemplarer.

Koen og mælken: Et hit siden 1994 - nu i 6. oplag

Landbrug & Fødevarers undervisningsmateriale Koen og mælken er stadig lige aktuel efter 23 år. Med et oplagstal på over 200.000 eksemplarer nærmer undervisningsbogen sig de store bestsellers.

Seks oplag, over 200.000 eksemplarer - og en fælles indsats fra en meget bred vifte af faglige kolleger. Det er opskriften på en succes. Undervisningsbogen 'Koen og mælken' så første gang dagens lys i 1994 – og er stadig et hit i folkeskolen, hvor lærerne bestiller bogen hjem år efter år.

På 50 sider fortæller den i ord og billeder om koens oprindelse, liv og adfærd, og om mælkens vej fra ko til karton. Bogen kommer også ind på, hvordan mælk er en del af en sund kost. Den er målrettet folkeskolens 4.-6. klasser til undervisningen i natur/teknologi og madkundskab – ofte i forbindelse med et gårdbesøg.

Den første udgave i 1994 blev udgivet af Danske Mejeriers Fællesorganisation. Teksten var skrevet af skoletjenesten i Zoologisk have i København. Koen og mælken var straks en succes – allerede året efter var der behov for 2. udgave, og siden er den revideret og genoptrykt 4 gange.

"Vi har ikke fuldstændigt overblik over antallet af revisioner og genoptryk siden 1994 – men et godt bud er, at den i hvert fald er trykt i 200.0000 eksemplarer. Og vi er aktuelt klar med endnu en revideret udgave, der er trykt i yderligere 15.000 eksemplarer," fortæller projektleder Ida Binderup fra L&F's skoletjeneste.

Ikke reklame eller propaganda
Og der er ikke tale om propaganda eller reklame, som man måske kunne tro, når den kommer fra en erhvervsorganisation.

"Vores undervisningsmaterialer lever op til kravene i folkeskoleloven. De er udarbejdet sammen med lærere, så de svarer til skolernes faglige og pædagogiske krav. Desuden er der f.eks. øvelser, hvor børnene skal være fysisk aktive, hvilket også er et krav i skolereformen. Så materialerne passer lige ind i undervisningen," fortæller Ida Binderup.

Interessen fra lærerne er da også stor og uformindsket.

"L&F er med på 2-3 skolemesser hver år, hvor vi præsenterer vores undervisningstilbud for skoler og lærere, og der er altid stor interesse for vores materialer og tilbud. Først og fremmest fordi de passer til undervisningen. Vi har et godt ry blandt lærerne," fastslår Ida Binderup.

Finansieres i høj grad af erhvervet selv
Finansieringen af materialerne kommer fra de forskellige sektorer og brancher – enten i form af fondsmidler eller direkte betalt af brancherne. Skolerne får typisk klassesæt gratis i forbindelse med gårdbesøg, men ellers kan de købes til meget rimelige priser. Den aktuelle bog om Koen og mælken koster eksempelvis 56 kr. for et klassesæt (28 stk. + en lærervejledning)

Undervisningsmaterialerne bliver desuden markedsført på hjemmesiden skole.lf.dk, hvor lærerne også kan booke gårdbesøg til deres klasser.

Seneste nyt