Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Nordisk Mejerikongres afholdes ca. hvert tredje år på skift i et af de nordiske lande, og kongressen i København bliver den 44. i rækken. Billedet er fra den seneste kongres, der blev afholdt på Lofoten i 2013.

Mejerikongres melder tæt på udsolgt

Det handler om at ’tilføre værdi til mejerisektoren, når mindst 250 mejeri-interesserede mødes til Nordisk Mejerikongres i København.

Tre uger før tilmeldingsfristen udløber, har næsten 250 mejeri-interesserede fra hele Norden meldt sig til Nordisk Mejerikongres 2017, som denne gang afholdes på Axelborg i København fra den 7. til 9. juni. Dermed er der kun 20 ledige pladser tilbage, og det glæder naturligt nok formanden for programkomitéen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Grith Mortensen.

”Det er dejligt med så stor tilslutning, og forhåbentlig skyldes det, at vi har fået strikket et godt program sammen,” siger hun.

Kongressen har overskriften ’Adding Value to Dairy’, hvilket så også er temaet på de fire parallelsessioner med følgende undertemaer: Effektivisering, grønne løsninger (både i forhold til det omgivende samfund og økonomi), ernæring samt fødevaresikkerhed.

Som noget nyt slutter kongressen af med en paneldebat med deltagelse af seks højt placerede folk fra industrien, herunder Elopak, Dupont, Eurofins og Tetra Pak Processing, samt formand for Arla Foods, Åke Hantoft, og adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup. Også her skal deltagerne tage udgangspunkt i temaet ’Adding Value to Dairy’.

Pleje af de nordiske relationer
Grith Mortensen fortæller, at de tilmeldte udgør en god blanding af folk fra mejerier, følgeindustri og universiteter; langt de fleste deltagere er fra Norden, men foreløbig er der tilmeldt deltagere fra 14 lande – heriblandt Chile, Singapore og New Zealand.

”Det er super godt og spændende, at vi kan mødes på tværs af grænserne, for ud over det faglige indhold handler Nordisk Mejerikongres meget om netværk og om at pleje de nordiske relationer, for vi har meget tilfælles,” siger hun.

Og der bliver god mulighed for at netværke under kongressen, da der hver aften bliver afholdt sociale arrangementer. Derudover er der dagen før selve kongressen starter, den 7. juni, mulighed for at deltage dels i en golfturnering og dels i en rundvisning på Chr. Hansens fabrik i Avedøre.

Se programmet og læs mere om Nordisk Mejerikongres her

Seneste nyt