Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Forsiden af den nye mejeri.dk - websiden for alle, der er på jagt efter viden om mælk, malkekøer, mejerieksport og andre spændende emner fra den store mejeriverden.

Nyt mejeriunivers på nettet

Med etableringen af mejeri.dk er der blevet skabt én indgang til den mejerifaglige viden i Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarer.

Hvordan fremstiller man yoghurt? Hvor mange ton ost eksporterer Danmark om året? Hvordan står det til med dyrevelfærden i en dansk kostald og hvorfor er det nu lige, at det er en god idé at drikke en halv liter mælk om dagen?

Er man på jagt efter viden om mælk, malkekøer, mejerieksport og andre spændende ting under begrebet mejeribrug, er det oplagt at klikke sig forbi hjemmesiden: mejeri.dk Her har Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarer opbygget et nyt univers, der præsenterer et bredt udsnit af den mejerifaglige viden i de to organisationer. Lige fra sundhed, ernæring og produktinformation til forskning og statistik. Plus en jævn strøm af nyheder om hvad der sker i og omkring mejeribranchen.

”Hjemmesiden henvender sig i princippet til alle, der interesserer sig for mælk, mejeriprodukter og mejeribrug. Den er dog primært skabt til fagfolk, som i deres professionelle arbejde har brug for fakta og indsigt; studerende, undervisere, journalister, diætister og mejerister,” siger Jørgen Hald Christensen, der er adm. direktør i Mejeriforeningen og sektorchef for mejeriområdet i Landbrug & Fødevarer.

Fokus på aktuelle temaer
Mejeri.dk indeholder en række faste sektioner om mejeribranchen, produktion og produkter, sundhed og ernæring samt forskning og uddannelse plus en nyhedssektion med aktuelt fra mejeriverdenen. Dertil præsenteres en række aktuelle tema-sektioner på forsiden: Økologi, dyrevelfærd, bæredygtighed og sundhed.

Men ud over at være et faktamættet opslagsværk, fungerer mejeri.dk også som en portal, hvorfra der linkes til en række andre sites og sociale medier under Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarer: Mælken.dk, Mad til børn, Ernæringsfokus, Dyrevelfærd i mejeribruget etc.

”Med den nye hjemmeside har vi fået én indgang til vores mange kanaler, hvilket i sagens natur gør det nemmere at overskue det digitale mejeriunivers. Nu ved man, hvor man skal starte sin søgning – også hvis det drejer sig om simple ting, som at finde adressen på et mejeri eller telefonnummeret på en af vores mejerifaglige medarbejdere,” siger Jørgen Hald Christensen.

 Læs mere på: mejeri.dk

Seneste nyt