Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Mens prisen på bulksmør er faldet næsten lodret de seneste tre uger, har prisen på smør i de tyske butikker ligget uændret højt i to måneder.

Smørret på rutsjebanetur

Smørprisens historiske optur er nu afløst af et næsten lodret fald på bulkmarkederne. Men i butikkerne i flere europæiske lande er der fortsat tårnhøje priser og smørmangel.

For tredje uge i træk fik smørprisen onsdag et ordentligt spark nedad, da denne uges bulkpriser på den hollandske børs for mejeriprodukter, ZuivelNL, blev offentliggjort. Efter at prisen i september var tæt på at nå den magiske grænse på EUR 7.000/ton, er den nu nede på EUR 4.970/ton.

Se udviklingen i bulkprisen og den tyske detailhandelspris siden januar 2016 (pdf) 

Det ser dog ud til, at faldet er ved at flade ud: For to uger siden fik prisen den første lussing med et fald på EUR 840/ton, i sidste uge faldt den med EUR 500 og i denne uge med EUR 180. Derfor mener chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Niels Ole Nielsen, da heller ikke, at smørprisen vil fortsætte den kraftige nedgang.

”Der er fortsat mangel på smør, og nu hvor vi nærmer os jul, vil efterspørgslen stige. Samtidig er det vigtigt at huske, at smørprisen stadig er rekordhøj. Den tidligere rekord på ca. EUR 4.400 blev sat helt tilbage i september 2007.”

Frankrig hårdt ramt
I den europæiske detailhandel er prisfaldet på bulkmarkedet endnu ikke slået igennem, og især de tyske og franske forbrugere er ramt af smørmanglen – dog på forskellige måder.

Ifølge Niels Ole Nielsen har prisen på detailsmør i Tyskland været uændret i de seneste to måneder, og her ligger den stadig helt oppe på EUR 6.990 pr. ton.

I Frankrig, som ellers har den næststørste mejerisektor i Europa, er der tale om en decideret krise med tomme smørhylder i supermarkederne og store problemer med at skaffe smør til den populære croissant.

Frankrigs mælkeproduktion er faldet med 8 pct. i årets første 8 måneder, men ifølge BBC News er årsagen til smørmanglen en helt anden. Et specielt prissystem betyder, at smørprisen kun bliver forhandlet mellem producenterne og detailhandlen én gang om året, og derefter kan den ikke ændres før næste forhandling. Da den næste forhandlingsrunde først finder sted i februar, vil supermarkederne kun betale den pris, der blev fastsat for ni måneder siden, da smørret var meget billigere. De franske producenter vælger derfor at eksportere deres smør til udlandet til en mere attraktiv pris, forklarer BBC News i artiklen ’Is there a butter crisis in France?’

Psykologisk spil
Overordnet set er smørkrisen udløst af en kombination af øget efterspørgsel og lavere mælkeproduktion. Her i efteråret forventer Niels Ole Nielsen en stor stigning i mælkeproduktionen, hvilket alt andet lige også vil medføre en stigning i smørproduktionen.

Han mener, at der kan være en del psykologi forbundet med smørprisernes op- og nedture.

”Traderne har udnyttet mangelsituationen ved at vente med at sælge til prisen steg, hvilket pressede prisen endnu højere op. Da prisen så begyndte at falde i slutningen af september ville sælgerne af med smørret, mens køberne nu afventer for at se, om prisen falder yderligere.”

Seneste nyt