Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Beskeden stigning i salget af økologiske mejeriprodukter i 2015

Salget af ø-mærket ost og skyr steg i 2015, mens salget økologisk drikkemælk overraskende faldt en smule, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Samlet set voksede salget af øko-mejeriprodukter med 1,7 pct.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for den samlede detailomsætning af økologiske fødevarer i 2015, og det fremgår heraf, at der blev solgt for i alt 7 mia. kr. I forhold til 2014 er det en fremgang på 768 mio. kr., svarende til 12 pct. Salgsværdien for økologiske fødevarer udgjorde 8,4 pct. af det samlede salg af fødevarer i supermarkeder og varehuse m.v. i 2015, hvilket er den højeste markedsandel i verden.

Mejeriprodukter er stadig ’lokomotivet’
Detailsalget af mejeriprodukter udgjorde i alt 1,957 mia. kr., hvilket er 1,7 pct. mere end året før. Dermed er de økologiske mejeriprodukter fortsat ’lokomotivet’ for det økologiske forbrug i Danmark, idet mejeriprodukter udgjorde 28 pct. af hele det økologiske detailsalg i det forgangne år.

Det er dog værd at bemærke, at mejeriandelen er faldende i takt med at især salget af øko-frugt og grønt er steget markant, således at denne varegruppe nu udgør 26 pct. af det samlede øko-salg.

Mælkesalg faldt
Det umiddelbart mest overraskende er, at salget af økologisk konsummælk i 2015 er faldet med 1,9 pct. i volumen til i alt 111.261 ton.

En årsag til det faldende konsummælkssalg er formentlig den generelle nedgang i konsummælksforbruget, mens det heller ikke kan afvises at prisforskellen mellem økologisk og konventionel mælk har spillet en rolle.

Se vedlagte tabel, som viser udviklingen for de enkelte typer af øko-mejeriprodukter.

Øko-ost sælger
Til forskel fra drikkemælken har de syrnede mejeriprodukter oplevet en pæn fremgang: +18 pct. i volumen og +9 pct. målt på værdi.

Salget af økologiske oste er også steget ganske markant: +17 pct. i både volumen og værdi. En fremgang, der formentlig kan tilskrives en fortsat stigning i udbuddet af produkter i denne kategori.

Salget af øko-smør og blandingsprodukter har til gengæld udviklet sig minimalt i forhold til året før.

Seneste nyt