Vi bruger cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Nick Nørreby med Vesterhavsosten på lageret ved Bovbjerg Fyr (Foto: Flemming Jeppesen)

Det startede med, at Mogens fik fat i et ostelager…

Produktionschef Nick Nørreby fra Thise Mejeri fortæller om Vesterhavsosten.

Hvordan opstod ideen til Vesterhavsosten?
Det var i efteråret 2007. Jeg var lige blevet ansat på Thise Mejeri som driftslederassistent, og sad i bilen på vej hjem fra smørbedømmelse i Holstebro, da jeg blev ringet op af mejerichef Poul Pedersen. Han fortalte, at mejeriets salgschef Mogens Poulsen netop havde fået fat i et ostelager ude ved Vestkysten, men at man ikke lige vidste, hvad man skulle bruge det til.

”Lav en ny ost, der passer ind i lageret,” lød opgaven kort og godt fra Poul Pedersen.

Og så var det jo bare med at komme i gang.

Lageret havde tidligere tilhørt Arla, det lå tæt på Bovbjerg Fyr, og Mogens havde en idé om, at vi kunne tage afsæt i mælken fra de syv andelshavere, vi havde i området derude.

Jeg var fra starten klar over, at den nye ost ikke skulle være en traditionel danbo paraffinost.

På det tidspunkt havde vi en hollandsk ostemejerist, Jan, på Thise Mejeri. Han vidste en del om hollandske gårdoste, og det blev på en måde katalysatoren for projektet. Vi fik ret hurtigt sporet os ind på en langsomt modnet ost, uden kit og hvor smagen vokser frem indefra. En relativ hård type ost med inspiration i hollandske og sydlandske oste.

Hvor lang tid tog det at udvikle osten?
I januar 2008 gik vi i gang med at eksperimentere med forskellige kulturer og recepter. Vi lavede seks oste om ugen og smagte og bedømte undervejs. Efter 5 uger kan man sortere de første fra på grund af forkert vandprocent, efter 12 uger har man en ret præcis idé om, hvordan den færdige ost bliver.

I maj måned syntes vi, at vi havde ramt den rigtige ost. Og så gik vi ellers i gang med at producere. I starten lavede vi kun 300-400 kg om ugen. Tanken var, at vi med tiden skulle fremstille fem varianter af osten baseret på forskellige modningstider i den salte vesterhavsluft, som blæser gennem lageret.

Hvornår kom den i butikkerne?
I juni/juli var Irma-kæden klar til at tage de første oste ind på hylderne. Det var en mellemlagret udgave under navnet ’Gammel Damsgaard’, opkaldt efter den ejendom, som lageret hørte til.

Godt en måned senere øgede vi produktionen til 1.000 kg om ugen.

Hvordan blev osten kendt?
I efteråret skulle vi udvælge produkter til konkurrencen om Mejeribrugets Gourmetpris. Mogens Poulsen insisterede på, at vi sendte den nye ost ind under navnet ’Gammel Damsgaard Vesterhavsost’. Vi valgte en ost fra en af de første prøveproduktioner. Den havde lagret i 30 uger.

Bedømmelsen foregik på Nimb i Tivoli, og til vores store glæde og overraskelse vandt vi. Mogens skubbede mig op på podiet, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Her står jeg, 30 år gammel og har allerede toppet i dansk mejeribrug.

Herefter var det bare med at øge produktionen. De danske ostehandlere tog osten ind med samme - de har været rigtig gode til at udbrede kendskabet til Vesterhavsosten. Derefter fulgte COOPs butikker, og siden eksportmarkederne. Vi har ikke på noget tidspunkt kunnet følge med efterspørgslen - men med udvidelsen af lageret i Bovbjerg begynder det faktisk at lysne. Tidligere havde vi ’kun’ plads til 20.000 oste, nu kan vi lagre 50.000 ad gangen.

Andre detaljer om osten?
Det er vigtigt at slå fast, at Vesterhavsosten ikke er én mands værk, den har mange fædre: Mogens Poulsen, som satte det hele i gang, Jan Pape, vores hollandske ostemejerist, Hans Henrik Knudsen, som var ostemester i starten og Ib Madsen vores nuværende ostemester og Henry Lauridsen som hver uge tjekker osten på lageret i Bovbjerg.

Mere fakta …
Da osten under navnet Gammel Damsgaard Vesterhavsost havde vundet Mejeribrugets Gourmetpris i 2008 lancerede Thise Mejeri en konkurrence blandt medarbejderne for at finde et blivende navn til osten. Navnet ’Fyrmesterosten’ fik flest stemmer.

Efterfølgende skar mejeriets salgschef Mogens Poulsen igennem og bestemte, at osten skulle hedde Vesterhavsosten.

Osten er i dag Thise Mejeris største ost. Mejeriet producerer mere Vesterhavsost end samtlige danbo-varianter tilsammen.

Seneste nyt