Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Februar 2012 i De Røde Barakker i Thyborøn. Mogens Poulsen præsenterer Thise Mejeris nye Ravost, som kort forinden er blevet kørt frem i en mælkekasse bag på en Puch Maxi.

Fuldstændig fejlcastet

PORTRÆT Havde det ikke været for Thylejren, var Thise Mejeri efter alt at dømme gået glip af sin markante salgschef Mogens Poulsen.

Hvis man skal tegne et billede af, hvem Mogens Poulsen er, kan man fx tage afsæt i en februardag 2012 på havnen i Thyborøn, hvor 150 forventningsfulde mennesker er samlet i etablissementet ’De røde barakker’. De er kommet for at overvære præsentationen af Ravosten; en ny ost fra Thise Mejeri, fremstillet af mælk fra egnen omkring Thyborøn og tilegnet mindet om den lokale miljøforkæmper, Rav Åge. For hvert kg solgt ost vil der blive doneret en kr. til den miljøpris (Rav Åge-prisen), som mejeriet indstiftede fire år tidligere. Efter taler, sang og musikalske indslag, ankommer en Puch Maxi med den nye ost i en mælkekasse bagpå. Thise Mejeris salgschef tager ordet:

”Lad kun den franske Beaujolais Primeur blive kørt til Danmark i røde Ferrarier. En Thyborøn Ravost fortjener det bedste, nemlig at blive fragtet til De Røde Barakker på bagagebæreren af en Puch Maxi,” proklamerer han med omhyggelig diktion og på den uforfalskede Amager-dialekt, der er et af hans kendetegn. Episoden er det, man kan kalde ’en typisk Mogens Poulsen’. Markedsføring udført som folkelig underholdning med politiske undertoner, solidt pakket ind i en forløsende humor.

Thise Mejeris salgschef gennem 20 år er kendt for at kunne aflevere et budskab, der vækker opsigt og samtidig får folk til at trække på smilebåndet. En evne han i øvrigt deler med mejeriets direktør Poul J. Pedersen, og som er en væsentlig årsag til, at det lille, økologiske andelsmejeri ved Limfjorden i perioder nærmest har surfet på en bølge af ubetalelig medieomtale.

Thise Mejeri er en god historie, og det er blandt andet Mogens Poulsens fortjeneste. Han har spillet en afgørende rolle i partnerskabet med Irma og Coop, udviklingen af en lang række af mejeriets mange opsigtsvækkende produkter, koncepter og initiativer som jersey-drikkemælken, Vesterhavsosten, skyr og RavÅge-prisen. For blot at nævne et lille udvalg.

En gammel hippie fra København
Mogens Poulsen er ikke en salgschef af den ordinære slags. Som en af Thise Mejeris nære samarbejdspartnere gennem mange år, tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen, udtrykker det:

”Mogens er i virkeligheden fuldstændig fejlcastet i rollen som salgschef. Hvem skulle have troet, at en gammel hippie fra København skulle kunne blive kommerciel direktør i en virksomhed i Salling? Men han har i den grad vist, at han kan fylde rollen ud. Mogens er det, jeg vil kalde ’den seje idealist’. Han kommer med ideer og visioner, og er samtidig i stand til at holde fast og sørge for, at de bliver ført ud i livet. Han har været med til at udvikle et mejeri i en periode, hvor mange andre virksomheder er bukket under. Det er imponerende fint, og jeg har stor respekt for hans indsats.”

Selv har Mogens Poulsen aldrig gået med en sælgerdrøm i maven, og at han overhovedet endte i rollen som salgschef, er vel det man kalder en af tilværelsens finurlige tilfældigheder.

”Jeg kunne nok heller ikke være salgschef andre steder end på Thise Mejeri,” understreger han, og tilføjer: ”Med jobbet på Thise Mejeri kan jeg se en rød tråd tilbage fra 68-oprøret; ønsket om at udfordre de etablerede, at kæmpe for økologi og bæredygtighed. Som vi siger i et slogan: Sov lidt mindre, drøm lidt mere. Det, der kan virke sværmerisk nu, kan en dag blive virkelighed.”

Amagermester i rockmusik
Mogens Poulsen er på alle måder en 68’er. Han er 68 år gammel, født i 1947, og dermed en del af den generation, som i 1968 spillede hovedrollen i det såkaldte ungdomsoprør. Det var ’babyboom’erne’, de enorme fødselsårgange fra krigen og årene efter, og det vrimlede bogstaveligt talt med børn i arbejderkvarteret Smedebyen på Amager, hvor han voksede op. På den lokale Gerbrandsskole blev der fx undervist i to-holdsskift for at få plads til alle 2.000 elever i klasselokalerne.

”Mit skoleforløb var absolut på det jævne. Jeg var en uengageret og ukoncentreret elev,” husker han.

Uden for skolen var livet lidt mere spændende. Rockmusikken skyllede ind over Danmark, og som så mange andre teenagere lod Mogens sig rive med af den nye musik. Sammen med en flok skolekammerater dannede han i 1963 pigtrådsorkesteret The Sullivans. Fem langhårede fyre, som kastede sig ud i numre med nogle af tidens store, nye bands; The Who, Rolling Stones og The Kinks. Med et vist talent, faktisk. Året efter begyndte de at give koncerter i lokalområdet, blev husorkester i Christianshavns Ungdomsklub og toppede i 1965 med at vinde Amagermesterskabet i Rock.

Fransklærer blev vendepunkt
Det var dog ikke i musikken, men derimod i skolen, at Mogens oplevede det, han selv kalder et afgørende vendepunkt: I 10. klasse, hvor han i faget fransk blev udsat for en ny og anderledes lærer.

”Han var meget ambitiøs, men også utrolig engageret, og jeg blev ret hurtigt god til faget. Det var fedt. Pludselig udfoldede jeg et nyt talent, fik høje karakterer, og det endte med, at nogle på skolen begyndte at tale om, at jeg måske var egnet til gymnasiet,” fortæller Mogens Poulsen. ”Jeg elsker den historie. Den er politisk og viser, at man skal passe på med at sor6tere folk på et tidligt tidspunkt.”

Han kom på gymnasiet, fik en flot studentereksamen og søgte i 1967 ind på psykologistudiet på Københavns Universitet.

”Det var der, de kønneste piger gik,” lyder hans begrundelse. Allerede til rusfesten spottede han den ’skønneste af dem’ og bød hende op til dans. Kirstine ’Stine’ Riis Nielsen, hed hun.

”Til næste år har vi danset sammen 50 år i træk,” tilføjer han med et smil.

Hash og bare tæer i Thylejren
Psykologistudiet blev på flere måder endnu et vendepunkt i hans tilværelse. Det var her, det danske studenteroprør brød ud, da den studerende Finn Einar Madsen under universitetets årsfest erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog.

”Det var en speciel tid. Præget af euforiserende stoffer, ny musik, nye måder at leve og tænke på og en fantastisk stor lyst til at udfordre professorer og alle andre autoriteter,” fortæller Mogens Poulsen.

Stilen var langt hår, langt skæg og bare tæer i sandaler. I 1970 drog Mogens og Stine sammen med tusindvis af andre til Det Ny Samfunds første sommerlejr i Frøstrup. Også kendt som Thylejren.

Ud over at høre musik, ryge hash og feste og hvad man ellers foretog sig i lejren, blev parret fascineret af Thy og besluttede sig for at finde et sted i området, hvor de fremover kunne tilbringe deres sommerferier.

Startede med to jerseykøer
Det lykkedes dem ikke at finde noget i Thy, men de fandt en nedlagt landejendom på Mors, som de købte for penge, de havde sparet op fra studiejobs. Huset trængte i den grad til en kærlig hånd, men de havde ikke råd til at få professionel hjælp. De måtte gøre det selv. Og det gjorde de så. Knoklede løs i ferierne og endte med at blive så glade for stedet, at de i 1973 besluttede sig for at sige farvel til København og flytte ind i ejendommen (det skulle siden vise sig, at det også blev et farvel til psykologi-studiet, som Mogens aldrig har fået færdiggjort).

Samme år købte de et par jersey-køer og blev leverandører til det lokale mejeri, Damsgaards Mølle. Lige fra starten har de drevet deres landbrug uden brug af sprøjtemidler og kunstgødning.

”Det lå i tiden og vores holdninger, vi kunne ikke forestille os andet. Man brugte ikke ordet økologi den gang, men det var det, det var,” fortæller han.

Landmandslivet tiltalte dem begge, men ejendommen var for lille til, at de kunne leve af produktionen. Efter et par år forlod de derfor Mors og flyttede til en gård i Vestrup i Vesthimmerland, hvor der var mulighed for at udvide besætningen til 12-15 malkekøer.

Og endnu engang måtte de sande, at de havde købt en ejendom, som trængte til en kærlig hånd.

”Stalden viste sig at være en lortestald for at sige det rent ud,” fortæller Mogens Poulsen. ”Med nogle elendige bindsler. Køerne kunne ikke rejse sig ordentligt. Det hele var rædselsfuldt.” Med hjælp fra nogle landbrugskonsulenter fandt de frem til, at løsningen var at opføre en løsdriftsstald.

”Så startede vi betonblandemaskinen igen,” smiler Mogens Poulsen. ”De næste to år kørte Stine og jeg 2.000 sække cement gennem maskinen. Vel at mærke de gode gamle 50 kg’s sække,” understreger han.

Livet som landmand
Året var 1975, og frem til 1996 kunne Mogens Poulsen skrive mælkeproducent på sit visitkort. De første mange år blev mælken leveret til Farsø Mejeri under Vesthimmerlands Mejeriselskab.

”Det var spændende. Jeg kunne godt lide at være landmand, der ligger en dyb tilfredsstillelse i arbejdet på en gård … håndværket,” fortæller han.

Med deres alternative holdninger og påklædning skilte parret sig åbenlyst ud i Himmerland dengang i 70’erne. Men det var – som regel – ikke noget problem, fortæller Mogens Poulsen.

”Vi kunne arbejde, vores køer løb ikke ud af indhegningen, og vi betalte vores regninger. Så kunne de lokale godt bære over med, at vi havde langt hår, og ikke var medlem af Folkekirken,” siger han.

Dramatisk generalforsamling
Som andelshaver deltog Mogens Poulsen i mejeriets generalforsamling og andre møder.

”Det var fascinerende at opleve, hvordan det hele blev afviklet med 300 andelshavere i salen. Alle traditionerne med sange, valg af dirigent, debat, afstemninger og afslutningen med en hakkebøf med bløde løg. Det var spændende,” fortæller han.

I 1978 blev det for alvor spændende. Bestyrelsen havde stillet forslag om at indføre kvantumbetaling: et tillæg for at levere mere mælk. Mogens Poulsen er i udpræget grad et holdningsmenneske, og han er ikke bange for at sige sin mening.

”Jeg følte instinktivt, at der var noget galt. At det var i strid med andelsprincipperne. Der var for mig at se tale om en omfordeling fra dem, der havde under 36 køer, til dem der havde over. En omvendt Robin Hood, kaldte jeg det – og så var der drama- tik i luften. Jeg blev kaldt ’kommunistsvin’ og sammenlignet med Preben Wilhjelm og de andre Venstresocialister, som ’nedbrød alt det, som vi andre har bygget op over hundrede år,” fortæller Mogens Poulsen og tilføjer med et smil: ”Hvorefter jeg blev valgt ind i bestyrelsen og udnævnt til næstformand.”

”Det var en fantastisk læretid. Jeg kom virkelig til at brænde for bestyrelsesarbejdet og fik stor respekt for de andre i bestyrelsen. De var Venstremænd, hvilket jeg hidtil havde betragtet som noget af det værste. ’Klassefjenden’. Men de var fantastiske. Interesserede, nysgerrige og der var højt til loftet, når vi diskuterede. Som mejeriets største andelshaver, Frode Michelsen, sagde til mig efter den stormombruste generalforsamling: ’Mogens, du skal vide, at jeg er uenig med dig i stort set alt, du sagde. Men hold kæft, hvor du sagde det godt – og du skal vide, at jeg vil kæmpe for din ret til at fremføre dine synspunkter.”

Salgskonsulent på Grindsted Mejeri
Farsø Mejeri lukkede i 2002, men inden da – i 1988 – var Mogens og Stine begyndt at levere mælk til det lille Grindsted Mejeri, som to år tidligere var gået i gang med at producere økologiske mejeriprodukter; klassiske, danske oste som Havarti, Samsø m.fl.

På et tidspunkt blev Mogens Poulsen bedt om at tage til København som en slags salgskonsulent for mejeriet, da han ’kender sproget og kulturen’. Det gik godt, og i 1996 blev han ansat som salgskonsulent på fuld tid. Ved samme lejlighed blev køerne solgt fra på gården i Vestrup.

På det tidspunkt kørte Thise Mejeri og Grindsted Mejeri en slags parløb med øko-leverancer til FDB (i dag Coop). Thise leverede konsummælk, mens Grindsted leverede ost. Men økonomien skrantede på Grindsted Mejeri, og samme år fusionerede det lille ostemejeri ind i Thise. Dermed blev Mogens salgskonsulent for Thise Mejeri, hvor han har arbejdet lige siden.

”Jeg kendte Thises mejerichef, Poul Pedersen, i forvejen, og vidste, at vi svingede utrolig godt sammen,” fortæller Mogens Poulsen.

Idérigt samarbejde med Irma-kæden
Thise Mejeri indledte i 1995 et samarbejde med detailkæden Irma, som i de efterfølgende år fik enorm betydning for mejeriet. Kæden var konstant på udkig efter nye produkter, og i dialogen med Poul og Mogens på Thise væltede ideerne nærmest frem. Jersey-mælk, gårdmælk, minimælk, yoghurt med fairtradefrugt, skyr m.m.

Både Mogens og Poul havde et åbenlyst talent for at levere veloplagte og morsomme citater til medierne, og det lille mejeri i Salling blev efterhånden en højtprofileret virksomhed i danskernes bevidsthed. Da Arla i 2003 løb ind i en mediestorm og senere en konkurrenceretssag, tog udviklingen for alvor fart på Thise Mejeri. Omsætningen steg med to-cifrede procenter om året, og i 2008 kunne virksomheden indvie et nyt, moderne produktionsanlæg på 9.000 kvm.

Den årlige aprilsnar
Det har været fantastisk at være med til, og jeg føler en stor stolthed over at være ansat. Jeg ved godt, at jeg kun er funktionær, men jeg føler faktisk, at det er mit mejeri,” siger Mogens Poulsen.

Han lægger ikke skjul på, at humor og holdninger har spillet en stor rolle i hans ofte meget lange arbejdsdage på Thise. Både i omgangen med kolleger og kunder, men også i de ofte finurlige reklametekster, som mejeriet er kendt for. Og uanset, hvor travlt han måtte have, så skal der lige være tid til at udsende en aprilsnar. Fx om lanceringen af en makrel-yoghurt eller en drikkeyoghurt med økologisk viagra, oliefund under mejeriet eller at Vesterhavsosten bliver saltlagret i et trawl, som trækkes gennem Vesterhavet. Den sidste har efterhånden fået status af en moderne vandrehistorie, som angiveligt er blevet fortalt videre som den skinbarlige sandhed til gæster på finere spisesteder.

”Jeg bliver stadig ringet op af folk, som spørger til saltlagringen i Vesterhavet. Den historie er simpelthen for god til at være løgn,” siger han.

Glæden ved at møde mennesker
Når Mogens Poulsen bliver bedt om at se tilbage og forklare, hvordan en gammel 68-oprører har kunnet finde sig tilpas i et sælgerjob, lyder svaret:

”For det første er Thise Mejeri et ganske særligt sted med en ganske særlig kultur. Det er et totalteater, hvor alt spiller sammen på den mest fantastiske vis. Her er virkelig højt til loftet, og landmændene har altid haft stor tillid til mejeriets ledelse.”

”For det andet har mit job som salgschef i høj grad handlet om at indgå alliancer og partnerskaber, fremfor bare at være noget med tal og priser. Det er en stor glæde for mig at være i kontakt med mange mennesker hver dag. Det er faktisk en form for afhængighed. Derfor er jeg også noget betænkelig ved at træde tilbage,” siger han.

Kulturminister Poulsen
Mogens Poulsen er fratrådt jobbet som salgschef pr. 1. april, men han vil fortsat være tilknyttet virksomheden som leder af mejeriets nyoprettede kulturministerium. Der er tale om en åremålsansættelse på tre år, men med mulighed for forlængelse.

Læs her hvad Mejerichef fra Thise Mejeri, Poul J. Pedersen kan fortælle om Mogens Poulsen 

 

Seneste nyt