Vi bruger cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Mejeribruget bakker professorat op

Vi har spurgt to fremtrædende mejerifolk, hvorfor det er vigtigt for dansk mejeribrug at have en professor i mejeriprocesteknologi.

 

Lars Dalsgaard, Global produktionsdirektør, Arla Foods.
”Det har høj prioritet for dansk mejeriindustri, at der er et kraftigt islæt af procesteknologi i uddannelsen af mejeriingeniører. Derfor var det vigtigt at få ansat en professor, der har et højt niveau – ikke nødvendigvis kun inden for mejeriteknologi – men inden for teknologi generelt, og som kan give det videre til de studerende.

Samtidig er det også vigtigt for mejeribranchen at have ansat en professor, som er bevidst om, hvilke behov der fremover vil opstå i forhold til teknologi, og som får iværksat forskning på disse områder. Det gælder blandt andet forskningen i nye konserveringsmetoder. Fx vil rekombinering og længere holdbarhed blive et endnu vigtigere område for Arlas eksport, og derfor spiller Lilia Ahrnés forskning inden for pulver og koncentrat en betydelig rolle i forhold til at finde nye og sikre produktionsmetoder. Ligeledes kan nye konserveringsmetoder som eksempelvis High Pressure-teknologi blive interessant – måske vil metoden engang kunne afløse pasteurisering.”  

Poul Pedersen, Direktør Thise Mejeri, og leder af styregruppen ’mikrobiologi’ under Mejeribrugets ForskningsFond.
”Jamen, dansk mejeribrug ville simpelthen sakke bagud i forhold til udlandet, hvis ikke vi er med på teknologi-fronten – det gælder både i form af forskning og uddannelse af mejeriingeniører, som er en af de vigtigste ting for mejerierne.

Der har længe været opbakning fra hele mejeribruget til professoratet, som vi via Mejeribrugets ForskningsFond har valgt at medfinansiere for at få oprettet stillingen. Faktisk er det mere end fem år siden, at vi aftalte med Københavns Universitet, at professoratet skulle oprettes, men det tog lang tid at finde den rigtige person til stillingen.

Efter at Lilia Ahrné er blevet ansat, ser det heldigvis rigtig godt ud: Vi får et højt niveau både inden for forskning og uddannelse.

Professoratet er også vigtigt for de mindre mejerier, som jo også har behov for dygtige mejeriingeniører. Jeg ved, at Københavns Universitet er meget åbne overfor alle mejerier; de vil gerne fortælle om, hvad de kan, og samtidig vil de gerne høre, hvad mejerierne har brug for. Så mejerierne skal bare henvende sig.”

Læs portrættet af Lilia Ahrné her 

 

Seneste nyt