Vi bruger cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Jeremy Hill, IDF (tv.) og Ren Weng, FAO, havde de store smil fremme efter at have underskrevet 'Rotterdam deklarationen' om mejerisektorens bidrag til en bæredygtig udvikling af kloden. (Foto: Cashmira Hoogenraad/IDF)

FN: Mejerisektoren er afgørende for en bæredygtig udvikling af kloden

Mælkeproduktion er en central del af indsatsen for at afskaffe fattigdom og forsyne verdens befolkning med sikre og sunde fødevarer, lyder det i en fælles erklæring fra FN-organisationen FAO og den internationale mejeriorganisation IDF.

”Mejerisektoren spiller en nøglerolle i opfyldelsen af bæredygtighedsmålene i FN’s 2030-dagsorden.”

Så kontant lød udmeldingen fra Ren Wang, Assistant Director General i FN-organisationen FAO, da han sammen med Jeremy Hill, afgående præsident for den internationale mejeriorganisation, IDF, undertegnede en fælles erklæring om mejeribranchens bidrag til klodens udvikling: ’Rotterdam-deklarationen’.

Deklarationen blev underskrevet i forbindelse med IDF’s årsmøde World Dairy Summit i Rotterdam.

Livsgrundlag for en mia. mennesker
I deklarationen anerkendes mejerisektorens vigtige bidrag til at forsyne verdens befolkning med sunde og sikre fødevarer. Samtidig understreges sektorens socio-økonomiske betydning – ikke mindst i den tredje verden. Omkring 80 mio. kvinder er beskæftiget med mælkeproduktion, som på verdensplan er grundlag for 240 mio. arbejdspladser, hvilket i runde tal betyder, at omkring en mia. menneskers livsgrundlag understøttes af sektoren.

Plads til forbedringer
I deklarationen forpligter mejerisektoren sig samtidig til at gøre mælke- og mejeriproduktionen mere bæredygtig, og i særlig grad gøre en indsats for familiebrug og andre småproduktioner.

”Vi må erkende, at mejerisektoren ikke er perfekt, og at der fortsat er betydelige muligheder for effektiviseringer og forbedringer, der kan øge bæredygtigheden i værdikæden,” sagde IDF-præsident Jeremy Hill i forbindelse med undertegnelsen.

”Jeg er overbevist om, at vi vil se tilbage på denne deklaration som en skelsættende begivenhed i mejerihistorien,” sagde han og pegede på tekstens understregning af mælke- og mejerisektorens ’indflydelse og betydning for verden’.