Vi bruger cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På gården Hvendslund i Sydvestjylland har Marije og Jan Jacobsen 140 konventionelle køer. Køerne skal – ud over mælk – også give besøgende gode oplevelser. Foto: Niels Åge Skovbo

Marijes køer skal både malkes og krammes

Marije Jacobsen er vokset op i byen, men har hele sit liv villet landbruget. Nu håber hun at kunne leve af at give andre mennesker gode oplevelser med køerne på familiens gård – et projekt hun har kaldt ko-krammeri.

Marije Jacobsen kan godt lide at stå tidligt op. Det er selvfølgelig en fordel, når gårdens 140 jerseykøer skal morgenmalkes, men det er også en forudsætning, hvis hun skal klare dagens mange andre gøremål på bedriften, sine to børn med autisme og en masse frivilligt arbejde. Derudover fylder et helt nyt projekt meget i Marijes tanker, for måske kan det blive til et nyt levebrød for hende på gården ved Årre i Sydvestjylland.

Marije Jacobsens projekt så dagens lys sidste forår, da Seges afholdt sin egen version af DR’s iværksætterprogram ’Løvens Hule’ med en opfordring til landmænd om at komme med deres idé til vækst inden for landbruget. Marije var en af de seks udvalgte, der blev inviteret til at fortælle ’Løverne’ om sin idé, som hun har givet overskriften ’ko-krammeri’. Projektet går – meget – kort fortalt ud på at lade børn og voksne komme tæt på køer og kalve og deltage i staldarbejde, først og fremmest for at vise, at dyrene har det godt, og give et indblik i arbejdet på en gård, men i høj grad også for at lade folk i alle aldre opleve den ro, det giver at være sammen med dyrene.

Idéen til projektet er opstået på baggrund af erfaringerne med hendes to børn, der begge er autister, men den bygger også på Marijes livslange interesse for og kærlighed til landbruget.

Landbrug som fritidsinteresse
Som fornavnet antyder, stammer Marije (udtales Mareje) fra Holland. Ud over at familien hver sommer tog på bondegårdsferie, havde forældrene ikke noget med landbrug at gøre, men allerede som barn begyndte Marije at tilbringe al sin fritid på en bondegård i nærheden af hjemmet.

”Jeg var altid i stalden, og jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være træls at hakke roer. Det var da skide hyggeligt at være ude og have det sjovt sammen med andre.”

Da hun skulle vælge uddannelse, stod valget mellem landmand og mekaniker, og som 17-årig gik Marije i gang med uddannelsen til landbrugsmekaniker. Hun valgte at specialisere sig i malkemaskiner, og så snart eksamensbeviset var i hus, var der et job til hende.

Købte gård på weekendophold
Undervejs var hun blevet kæreste med en landmand, som havde været i praktik i Danmark, og nu – i 1998 – ville han tilbage og købe en gård i Danmark. På jobbet var Marije lige blevet spurgt, om hun ville stå for firmaets malkerobotter, og selvom hun egentlig ikke havde lyst til at flytte, indvilligede hun i at bruge en weekend på at tage med til Danmark for at kigge på gårde.

”Vi havde ingen penge, så vi kiggede kun på konkursgårde. Det var frygtligt, det vi så.”

Ved et rent tilfælde blev de dog også præsenteret for gården ved Årre, som havde været til salg i flere år.

”Her var det, vi ledte efter: En god stald med 50 jerseykøer, og jorden var i orden.”

Heldigvis ville ejerne gerne sælge til ’de unge mennesker’, og det blev en gevinst for begge parter.

”Manden, Per, blev ved med at komme her hver dag. Det var en ekstra hjælp for os, og det hjalp også ham til at give slip på gården. Det tidligere ejerpar blev nærmest som nogle ekstra forældre for os. Vi ser dem stadig, og de er ungernes bedsteforældre.”

Alene med børn og bedrift
I 2001 byggede Marije og hendes mand en løsdriftsstald, som Marije selv havde tegnet, fordi ’de danske firmaer ikke ville lave en ordentlig indretning’, og i 2003 kom ungdyrstalden til.

Ind imellem, i 2002, kom parrets datter, Signe, til verden, og fire år senere fulgte sønnen Svende. Den glædelige begivenhed blev imidlertid fulgt af problemer, der nok havde fået mange til at give op. Samme år, som sønnen blev født, forlod Marijes mand familien og gården.

”Jeg ville jo gerne være landmand, men hvis jeg skulle fortsætte med gården, skulle den også være min, og jeg skulle kunne leve af den.”

Marije besluttede sig for at købe manden ud og kæmpe for det.

”Heldigvis har jeg de mest fantastiske naboer. De hjalp mig utrolig meget, og nogle af dem tog endda fri for at kunne tage med mig til advokaten.”

Herefter blev det endnu mere nødvendigt at stå tidligt op. Ikke alene skulle hun selv drive gården; begge børn havde tidligt fået diagnosen autist/særligt begavet, en diagnose, der blandt andet kræver, at dagen skal være planlagt ned i mindste detalje.

”Jeg havde besluttet, at arbejdet ikke måtte gå ud over mine unger. Så ved at stå op kl. 3.40 kunne jeg nå morgenmalkningen, inden jeg skulle ind og vække børnene og få dem afsted kl. 7.30. Jeg fik så en pige til at passe dem om eftermiddagen og lave mad, mens jeg klarede aftenmalkningen,” husker Marije.

På et tidspunkt blev det alligevel for meget:

”Det gik op for mig, at jeg kun så mine unger om morgenen, og når de skulle puttes om aftenen. Det duede bare ikke, så jeg fandt en medhjælper til aftenmalkningen, og det har vi haft lige siden.”

I 2010 flyttede Marijes nye kæreste Jan ind på gården og blev en del af familien. Jan arbejdede oprindelig som elektriker, men han valgte at tage landbrugsuddannelsen, og siden 2012 har Marije og Jan Jacobsen været fælles om bedriften og børnene.

De firebenede hjælper børnene
Børnenes diagnose stiller nogle helt særlige krav til struktur i hverdagen, for faktisk har de det bedst, hvis der sker det samme hver eneste dag. Men i en stald kan det være svært at skabe struktur.

”Hvis de skal med ud i stalden, skal de forberedes, så vi på forhånd har aftalt, hvad jeg skal lave, og hvad de skal lave.”

Som autist kan man ikke sætte sig ind i andres følelser eller behov, hvilket bl.a. betyder, at de to børn ikke kan være alene med hinanden, fordi de højst sandsynligt vil komme op at slås. Derudover kan de blive voldsomt vrede, og så kan de ikke stoppe sig selv.

”Jeg begyndte at lægge mærke til, at når de var rigtig sure, så var der ikke noget, der virkede bedre end at få dem til at snakke med hunden eller kalvene – så faldt de til ro.”

Egentlig har Marije vidst rigtig længe, at kontakten til dyr kan være en hjælp.

”Da jeg arbejdede som kontrolassistent i Holland for mange år siden, mødte jeg en landmand, der mente, at folk med stress ville have godt af at ligge ved siden af en ko. Når man lægger sig ved siden af en med en langsom hjerterytme, får man nemlig selv den samme hjerterytme,” husker Marije.

Vant til gæster
Tanken om at skulle have andre mennesker på besøg og også overnatte på gården, er ikke fremmed for Marije og hendes familie. Gården er ikke økologisk drevet, men køerne kommer på græs om sommeren, og de sidste fire år har Marije og Jan lavet deres egen lokale version af ’køernes forårsfest’, når de lukker deres køer ud på græs i foråret.

”Vi gør det faktisk to dage i træk. Den første dag inviterer vi folk her fra området, og i år dukkede der omkring 150 mennesker op. Anden gang er det for medlemmer af Autismeforeningen, og de kommer gerne langvejsfra. Der kommer omkring 20 familier, og fordelen er selvfølgelig, at vi alle kender til autistens problemer.”

”Det giver en masse arbejde, men også en masse glæde. Folk vil så gerne komme og kigge, og jeg vil rigtig gerne vise vores arbejdsplads frem: at den er pæn og ren, og at vores dyr har det godt. Det er vigtigt at vise den gode historie.”

Løverne var positive
Idéen om at lave en besøgsgård med vægt på den tætte kontakt til dyrene har rumsteret længe, men en travl hverdag havde forhindret Marije i at gå videre med den. Lige indtil januar 2016, da hun læste om Seges’ version af Løvens Hule.

”Jeg fik rigtig god opbakning hjemmefra, og så skulle det prøves.”

Den 31. marts skulle Marije præsentere sin idé foran et panel bestående af fire personer med masser af viden om udvikling af landbrugs- og fødevarevirksomheder. Guleroden var 45.000 kroner, der skulle bruges til rådgivning og sparring for at komme videre med idéen.

”Det var mærkeligt at stå over for de fire personer, som jeg ikke vidste, hvem var, og skulle præsentere min idé, men jeg blev meget positivt overrasket. De syntes, min idé var rigtig god, og mente, at jeg skulle tænke i større baner: Det skulle ikke bare være noget ved siden af det daglige arbejde, men noget, jeg kunne have en indtægt på.”

Marije fik de 45.000 kr. til rådgivning, og i samarbejde med Inkubator i Agro Food Park gik hun i gang med at lave en forretningsplan – noget, der ikke bare kom af sig selv.

”Der er utrolig meget, man skal tage stilling til, så jeg kan godt forstå, at mange gode idéer falder til jorden.”

Håber på nyt levebrød
Siden har et hold elever på Erhvervsakademiet i Aarhus også arbejdet med Marijes projekt, og de har bl.a. lavet markedsundersøgelser og er kommet med idéer til, hvordan hun kan søge støtte.

Her et år efter, at Marije besluttede sig for at gå videre med sin idé, er projekt ’ko-krammeri’ tæt på at blive en realitet.

”Der mangler en hjemmeside, og så mangler jeg penge til et tekøkken, et handicaptoilet og nogle kalveshelters, hvor gæsterne skal kunne overnatte i en hytte magen til kalvenes. Jeg har søgt LAG-midler og prøver også at skaffe penge gennem crowdfunding … der er bare så meget, der skal gøres, men planen er, at vi er køreklar til foråret.”

”Jeg håber, jeg kan komme til at leve af det. Ko-krammeri skal bare ikke fylde det hele, for jeg skal fortsat have føling med gården, og jeg vil ikke give slip på arbejdet med køerne. Så hvis det bliver nødvendigt, skal jeg have hjælp til det praktiske.”

Ud over arbejdet på gården er Marije også aktiv i Autismeforeningen, Jerseyforeningens avlsforum, hun sidder i Viking Danmarks repræsentantskab, og så er hun svømmetræner for et hold drenge, som ’ikke kan gå til andet’ og hjælper desuden til på et svømmehold for handicappede.

Nu skal der så også findes tid til projekt ko-krammeri, og det er heldigt for Marije, at hun ikke behøver så meget søvn, for hun vil nødig opgive nogen af sine aktiviteter.

”Lige nu føler jeg mig noget hængt op, men ko-krammeri skal blive til noget, for det er det, jeg vil!”

  

Fakta

Gården Hvendslund: ligger ca. 25 nordøst for Esbjerg. 140 jerseykøer. Leverer mælk til Endrup Mejeri.

Familien: Marije og Jan Jacobsen arbejder begge på bedriften. Signe, 14 år, går i gymnasiet i Esbjerg på IB (international gymnasielinje). Svende, 10 år, er inkluderet i en 4. klasse på den lokale skole.

 

Løvens hule
’Løvens hule’, som var inspireret af programmet på DR1 af samme navn, var en af aktiviteterne under Seges’ innovationsprojekt ’Veje til vækst’. På Seges’ hjemmeside lyder opfordringen: ”Er du (…) i gang med at gå nye veje, eller har du en unik idé til, hvordan du kan skabe vækst i din landbrugsvirksomhed? Så bliv udfordret på din idé og dine resultater og få inspiration til at komme videre.”

Projektet er afsluttet, men tages måske op igen.

Seneste nyt